Tør din virksomhed rekruttere anderledes?

9. apr 2021 | Specialisterne

Martin Moxness job hos Københavns Lufthavnen

Specialisterne har 17 års erfaring med at rekruttere mennesker med autisme. I stedet for at finde allround-medarbejdere, som er rimelig gode til mange ting, finder vi specialiserede medarbejdere, som er rigtig dygtige i dybden på et mere snævert område. Det kan vi, fordi vi har øje for nogle andre egenskaber og kvalifikationer, end de fleste almindelige rekrutteringskonsulenter kigger på.

Virksomheden skal selvfølgelig acceptere, at der måske så er nogle ting, som de autistiske medarbejdere er knapt så gode til, men det er vores erfaring, at hvis virksomhederne er lidt kreative, når de tilrettelægger arbejdet, så viser det sig ofte, at det, de troede var en begrænsning, i virkeligheden er en gevinst.

Et godt eksempel er den rekrutteringsopgave, vi har løst for Københavns Lufthavne, der søgte nye medarbejdere til screening af bagage i Security. De nye autistiske medarbejdere bidrager her med deres talent for mønstergenkendelse og deres ekstraordinære koncentrationsevne.

I videoen kan du møde Martin Moxness, som er en af de nye medarbejdere, der fik chancen i lufthavnen – og greb den. I dag er han en skattet kollega og en dygtig medarbejder. Den endnu bedre nyhed er, at der er tusinder af dygtige mennesker som Martin, der bare venter på, at danske arbejdspladser giver dem en chance. Det er faktisk ikke så svært at skabe plads til alle på arbejdsmarkedet!

Skal vi finde specialister til din virksomhed?