STU-eleverne på studietur på Bornholm

16. jun 2021 | Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse

STU til unge med autisme

STU på studietur på Bornholm

En mandag midt i maj tog hele vores STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse) afsted på studietur til Bornholm med bus gennem Sverige. 

Det er en årlig tradition, at vi tager på studietur med vores STU-elever. Oplevelsen hjælper vores elever til at erfare, at de er i stand til at klare nye udfordringer og føle sig bedre rustet til at møde livet og de udfordringer det byder dem. 

Der havde været en del strabadser omkring at få planlagt turen, da vi skulle tage højde for corona både i Danmark og Sverige.

På grund af corona-restriktionerne var det en vanskelig tid for vores autistiske elever, men ved hjælp af et godt samarbejde og fællesskab, havde de mod på at bryde hverdagens trygge rytme og tage afsted på hyttetur til Bornholm sammen med hele skolen. 

På turen kunne vi mærke, at vores daglige arbejde med bl.a. at udvikle vores elevers sociale og personlige kompetencer, har båret frugt. 

Selvom vi planlægger og strukturerer sådan en tur meget detaljeret, vil der altid opstå situationer som ikke kunne forudses, og dette er en del af vores sigte med elevernes udvikling på vores STU. Vi gør dem parate til at kunne møde verden også uden for vores daglige miljø i Ballerup. 

Beskrivelse af turen

Vores dejlige buschauffør holdt klar på skolens parkeringsplads kl. 9. Alle elever gik ombord og vi tog afsted med kurs mod Sverige. Heldigvis gik alt efter planen, og efter at det svenske politi havde haft alle mand ude og tjekke coronapas og almindelig pas, kunne vi fortsætte turen til Ystad og slappe af på færgen mod Rønne.

 

Vi havde booket os ind på Nordskoven Camping og her blev vi taget meget vel imod af de flinke folk som holdt til der. Eleverne boede i 4-mandshytter og enkelte havde deres egne private hytter. Det er uden tvivl en stor mundfuld for vores elever, at skulle være sammen i 3 døgn, og det er krævende for dem. 

Vi havde arrangeret fællesspisning om aftenen og bål. Der blev talt, grinet og grillet pølser og aftenen sluttede med at mange spillede de brætspil vi havde medbragt.

Dagen efter skinnede solen stadig og Bornholm var det varmeste sted i Danmark, kunne vi se på vejrudsigten. Så da vi tog afsted for at spille minigolf i Gudhjem, var det nødvendigt med is og sodavand for at holde de 25 grader ud. 

Om aftenen delte vi os. Nogle spiste på restaurant i Gudhjem imens de mest trætte og solbrændte tog hjem til hytterne og fik aftensmad der. 

Vores sidste dag tog vi hele flokken ind til Rønne for at lade os coronateste inden turen gik hjem med færgen og gennem Sverige igen.

STU-eleverne gør os stolte

Når vi har været afsted med vores elever, er vi som undervisere altid stolte og rørte over, hvor meget vores elever er i stand til at klare, når omstændighederne er de rigtige.

Så kommer vi hjem med en god følelse og ny energi, og en vished om at vi gør en forskel i elevernes liv. 

Studieturen er en del af vores særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til unge med autisme og lignende kvaliteter