Maskering af autisme har store konsekvenser

15. sep 2022 | Autisme indefra

Mange mennesker med autisme eller andre former for neurodivergens bruger maskering som overlevelsesstrategi. Man kan sige, at de spiller skuespil for at virke mere neurotypiske.

Denne indsigt forklarer hvorfor maskering føles nødvendig – men ofte ender med at koste alt for mange kræfter, ødelægger selvværdet og gør neurodivergente sårbare overfor at blive udnyttet af andre.

Denne indsigt er skrevet af en autist med ADHD, og tager udgangspunkt i egne og andres erfaringer med maskering – set indefra.

Hvad er maskering?

Neurodivergente mennesker kan ikke undgå at skille sig ud fra mængden, fordi de bevægelser sig, taler og handler på en anderledes måde. Og alt for ofte reagerer omverdenen på den anderledeshed i form af mobning, social eksklusion og fysisk og psykisk vold. For at undgå det, forsøger neurodivergente mennesker at fremstå så “normale” som muligt. 

Det bliver kaldt maskering. 

Maskering betyder, at man spiller skuespil i sociale situationer for at virke mere neurotypisk, end man egentlig er. Maskering er primært en ubevidst proces, en tillært overlevelsesmekanisme for at undgå mobning og social eksklusion. 

Det kan helt konkret være, at en folkeskoleelev forsøger at undgå at bevæge sig på en underlig måde (ofte kaldet stimming), forsøger at undgå at tale for længe om sin særinteresse, eller efterligner klassekammeraternes handlinger og interesser. Eleven forsøger med andre ord på at være en anden, end den de egentlig er.

Det er hårdt arbejde at maskere

Maskering er noget, rigtig mange neurodivergente gør for at overleve. Men det er en meget ressourcekrævende proces, der føles som at spille skuespil i alle ens vågne timer. Maskering koster altså mange kræfter for hjernen, og det slider, både på kort og lang sigt. Det er en af de faktorer, der øger risikoen for autistisk udbrændthed.

Hvorfor maskere?

Neurodivergente maskerer i et forsøg på at overholde de uskrevne sociale spilleregler. 

De uskrevne sociale spilleregler er mere omfattende, end man umiddelbart tænker. Det er ikke bare at være høflig overfor andre eller at være god til smalltalk. 

De sociale spilleregler er et socialt kodeks der gør, at man meget hurtigt kan aflæse andre mennesker og hvordan de indgår i et socialt hierarki. Mennesker laver på kort tid en masse antagelser om andre, alene ud fra deres tøj og hår, bevægelser, små ansigtsudtryk osv. Neurotypiske er som regel bedre til at læse alt dette og at bruge den viden til at spille deres egne kort bedst muligt. På den måde har de gode kort på hånden til at klare sig så godt som muligt i de sociale spil. 

Et socialt spil, som neurodivergente har større risiko for at tabe i, fordi de ikke forstår reglerne, eller fordi reglerne opleves som meningsløse.

Følelsen af at fejle

Oplevelsen af at være anderledes og “forkert” begynder meget tidligt i livet. Sommetider allerede med forældrene, der ikke kan forstå, at deres neurodivergente barn ikke lever op til deres forventninger til, hvordan børn er “normalt”. Følelsen af at fejle fortsætter i børnehave og skole, hvor man som neurodivergent ikke er i stand til at leve op til de normer, både de voksne og de andre børn sætter op for social interaktion. Konsekvensen er ofte skæld ud, social eksklusion eller decideret rovmobning og vold. 

Straffen for ikke at kunne følge de sociale spilleregler begynder med andre ord meget tidligt i barndommen. Og derfor er forsøget på at undgå at fejle også en proces, der starter meget tidligt. 

Konsekvenser af at træde udenfor

Det har desværre store negative konsekvenser for neurodivergente, at de ikke kan følge de uskrevne regler så godt som neurotypiske. Det er typisk mobning og social eksklusion, både blandt jævnaldrende og voksne. Som voksen betyder det ofte ensomhed, lavt selvværd, at det er svært at få arbejde og at finde en kæreste.

Mobning og social eksklusion er meget nedbrydende for menneskers selvværd. Og det er blandt andet derfor at så mange neurodivergente har psykiske udfordringer som angst, depression, udbrændthed, spiseforstyrrelser, misbrug osv. i deres ungdoms- og voksenliv. Det kan du læse mere om i indsigten om, hvorfor neurodivergente har en “tungere rygsæk”.

Maskering – et eksistentielt problem

Maskering er altså ikke bare en udmattende performance i øjeblikket. Det er også en eksistentielt udmarvende proces. Som at gå med for små sko for sjælen. Forestil dig hele livet at lave dig selv om. Gøre dig selv mindre og redigere din naturlige væren – bare for at passe ind og blive accepteret. Neurodivergente står i et dilemma mellem enten at blive mobbet og ekskluderet, hvis de er “dem selv”. Eller at lave sig selv om på “hug en hæl og klip en tå” måden for at blive accepteret i fællesskabet. 

Det dilemma er umuligt at løse, fordi vores samfund har et meget snævert normalbegreb, hvor det at svært at rumme folk, der er anderledes. 

Risiko for at blive udnyttet

Det kan være meget svært at mærke sine egne grænser, når man har spillet skuespil hele livet for at passe ind og har et lavt selvværd. Derfor er der desværre mange neurodivergente mennesker, der er særligt udsatte for at blive udnyttet socialt, økonomisk eller seksuelt. 

Rigtig mange neurodivergente har oplevet at de troede de havde en ven – men “vennen” var kun venlig for f.eks. at få hjælp til matematik. Det er et relativt uskyldigt eksempel. Mange neurodivergente har oplevet at “falske venner” har indsmigret sig for at narre penge fra dem ved f.eks. at låne store beløb, uden intention om at betale tilbage. Eller den “søde” kæreste har overtalt den neurodivergente til sex, selvom de faktisk ikke havde lyst. Den neurodivergente har følt sig presset til at gå med til det, fordi det gav dem en følelse af at høre til, være accepteret og elsket. 

Afmaskering – hvordan?

Mange neurodivergente føler at de “bør” afmaskere, når de hører om maskering. De føler at de burde kunne være sig selv, nu de ved, at der findes en mere autentisk version af dem selv inde bag masken. Men for mange er det en meget svær proces, af flere grunde:

For det første er maskering en overlevelsesmekanisme, der er opstået, fordi det var livsnødvendigt. Og selvom man er bevidst om at man maskerer, er alle grundene til at man bruger den for at overleve, stadig gældende. De fleste kan ikke komme på arbejde i nattøj og lave vokale stims. Og når man er på arbejde og uddannelse er man ofte nødt til at deltage i de sociale interaktioner på en neurotypisk måde, fordi man ellers vil blive opfattet som usamarbejdsvillig eller inkompetent. 

2.

For det andet kan det være svært at mærke, hvem man egentlig er bag masken, fordi den har siddet der så længe. Det er en ret intens og eksistentielt udfordrende opgave at spørge sig selv, hvad man vil og hvad man egentlig føler, når man ikke står til regnskab for andres forventninger til en. 

3.

For det tredje er maskering et sammensurium af ubevidste vaner, det kræver bevidst arbejde at afmontere. Det kan være alt fra ens garderobe, måden man står på, at lære at sige nej, til erkendelse af selvdestruktive mønstre som misbrug, spiseforstyrrelser og så videre. Det kræver både tid, overskud og selvbevidsthed at forstå og ændre de mange små vaner.

Afmaskering kan have store eksistentielle konsekvenser. Maskering hænger ofte sammen med at have svært ved at sætte grænser og at være en people pleaser. Når man senere i livet begynder at sætte grænser for sig selv, vil det uundgåeligt være noget, omgivelserne kan mærke. Og det kan være at man finder ud af, at man ikke er lykkelig i sit parforhold eller at man er nødt til at lægge en distance til forældre eller venner. Og omvendt oplever mange at venner og familie vender en ryggen, fordi de ikke kan acceptere, at man lever mere autentisk i balance med sin neurodivergens. 

Vejen til et godt liv

Mange neurodivergente formår med tiden at indrette deres liv på en måde, hvor de ikke behøver maskere mere end højst nødvendigt. Vejen dertil kan være meget forskellig. Mange vælger at fortælle deres familie, venner og arbejde om deres neurodivergens, for på den måde at få bedre vilkår for at leve. F.eks. mere alenetid, at det er ok at opføre sig “underligt”, mulighed for at gå i komfortabelt tøj, færre sociale forpligtelser, lettere at sige nej, osv. 

Mange lærer med tiden at bruge maskering bevidst som et værktøj, som tages frem i begrænsede tidsintervaller, f.eks. til en svogers bryllup. Men at masken kommer af, så snart man er hjemme igen.

Når Specialisterne arbejder med at integrere neurodivergente på danske arbejdspladser har vi særligt fokus på, at vores neurodivergente konsulenter så vidt muligt kan være dem selv og være komfortable på arbejdet. Det er en del af vores anbefalinger til at skabe et godt arbejdsmiljø for neurodivergente medarbejdere. 

 

Eline Sanders

Eline Sanders

Kommunikationsmedarbejder

Ovenstående indsigt er skrevet af Eline, der arbejder som kommunikations-medarbejder hos Specialisterne.

Skal vi hjælpe din virksomhed med inklusion og diversitet?