Hvem siger at autister ikke kan være empatiske?

En af de mest vedholdende fordomme om autister er, at vi ikke er empatiske. I virkeligheden er rigtig mange autister meget empatiske – og så er der nogle af os, der ikke oplever empati. 

Men uanset hvor vi falder på empati-spektret har autister det til fælles, at vi bearbejder og udtrykker følelser anderledes end neurotypiske mennesker – og det har betydet at neurotypiske observatører af autister fejlagtigt har konkluderet, at autister ikke har empati. 

Denne indsigt er en del af serien “autisme indefra” og er skrevet af Eline Sanders, der selv er autist og ADHDer.

Hvor kommer fordommen om den manglende empati fra?

Forestil dig to små børn, der leger. Det ene barn falder, slår sig og skriger. Det andet barn er autistisk, og hun stivner, for så at løbe væk. 

En neurotypisk observatør vil typisk fortolke situationen som at det autistiske barn ikke forstår det andet barns følelser, og derfor ikke reagerer “rigtigt” ved enten at trøste eller hente hjælp. Deres konklusion er, at det autistiske barn ikke har empati med det andet barn. 

En autistisk observatør ser noget helt andet. 

De tolker at det autistiske barn oplever det høje skrig som sansemæssigt smertefuldt og følelsesmæssigt overstimulerende. Derfor er det autistiske barn nødt til at fjerne sig fysisk væk fra kilden til de overvældende indtryk. Det autistiske barns sanser er så overstimulerede, at hendes evne til at forstå og bearbejde det andet barns følelser forsvinder for en stund. 

I dag ved vi, at det er den autistiske observatør der har mest ret. Men historisk set har autister ikke haft noget at skulle have sagt om, hvordan verden ser os. Derfor er det den neurotypiske observatør, der har haft definitionsretten på, hvordan autister skal forstås. Og det er derfor at så mange tror, at autister ikke har empati med andre mennesker. 

Det dobbelte empatiproblem

Og her kommer vi til det dobbelte empatiproblem. For det er netop den manglende indlevelse fra neurotypiske observatørers side, der er årsagen til, at fordommen om autisters manglende empati er opstået.

Det er derfor vi taler om “det dobbelte empatiproblem”. For det er neurotypiske observatørers manglende empati med den autistiske oplevelsesverden, der har resulteret i fejltolkningen omkring vores manglende følelsesliv. 

Du kan læse mere om det dobbelte empatiproblem her og her.

Empati er et spektrum

Spørger man autister selv, er empati et spektrum. En del autister oplever at have meget høj empati – de beskriver hvordan andres menneskers følelser opleves så intenst, at det overdøver deres egne følelser. Mange autister der har det på den måde fortæller, at selvom de kan mærke intense følelser hos andre, er det langt fra altid, at de ved, hvordan de skal reagere. 

Omvendt oplever nogle autister, at de ikke har så meget empati. De mærker som udgangspunkt ikke andres følelser. I stedet er de nødt til at analysere situationen rationelt og bruge deres tidligere erfaringer til at respondere så godt som muligt. Læs mere her.

Empati og forsinkelse i reaktion

Uanset om man som autist oplever høj eller lav empati, vil man ofte være langsommere om at reagere i en situation end neurotypikere. Og når man reagerer, vil det oftere være på en “forkert” måde, målt med neurotypiske normer. 

For autister med høj empati vil det være fordi det tager tid at “vikle sig ud” af modpartens følelser og komponere en passende reaktion. Og for autister med lav empati tager det tid at analysere situationen, afveje hvilke reaktioner, der er mest passende, og komponere en passende reaktion. 

Det er den forsinkelse, neurotypikere lægger mærke til og tolker negativt – fordi autistens reaktion ikke passer ind i de neurotypiske normer for, hvad der er den rigtige måde at interagere på.

Analysearbejdet er energikrævende

Uanset om man oplever høj eller lav empati, kræver det betydeligt mere energi for autister at forstå og respondere i sociale interaktioner, sammenlignet med neurotypikere. Det er derfor mange autister hurtigere bliver trætte, når de er sammen med andre mennesker. 

Samtidig er det sociale spil også mere farligt for autister, fordi de hele tiden “begår fejl”, set med neurotypiske øjne. Og når man begår fejl, risikerer man at blive straffet med udskamning eller social eksklusion. De mange negative erfaringer med social interaktion gør, at mange autister er over-opmærksomme. Det er derfor at mange autister maskerer i deres samvær med andre.

Hvorfor taber autister ofte i de sociale spil?

Det har store negative konsekvenser, at autister ofte ikke lever op til neurotypiske normer for social interaktion, og at vi derfor bliver misforstået eller tillagt negative intentioner:

Forestil dig, at din bil eller cykel er punkteret, og du derfor er irriteret og kommer for sent på arbejde. I følge neurotypiske normer er den korrekte reaktion fra kollegaen at sige noget i retning af:

“Øv hvor irriterende, kom og få en kop kaffe, så kan du fortælle, hvad der skete.”

Men en autist vil ofte svare noget i retning af:

“Øv, det lyder irriterende. Det minder mig om dengang min cykel punkterede og jeg var nødt til at tage forbi cykelsmeden, og så skulle jeg tage en bus i stedet for, og det tog meget længere tid at komme på arbejde end det plejer.”

Autisters interaktion bliver tolket negativt

Autistens svar vil ofte blive tolket som et usympatisk forsøg på at overgå den andens oplevelse og sætte sig selv i centrum. Autisten har altså fejlet i at leve op til uskrevne neurotypiske normer for socialt samspil. 

Men! For autisten har det at bringe egne oplevelser op en vigtig rolle: det er sådan mange autister aktiverer deres empati-muskel. De bliver mindet om deres egne følelser og reaktioner i en lignende situation, og kan derfor lettere forestille sig modpartens følelser. 

Eksemplet her viser, at autister og neurotypikere ofte misforstår hinanden i dagligdagens sociale spil. Og fordi neurotypiske mennesker definerer normerne (fordi der er flest af dem), bliver det altså autisterne, der “taber” i det sociale spil. 

Autister har brug for mere empati fra neurotypiske

Fordi autister så ofte fejler i forhold til de neurotypiske normer, kommer vi alt for let til at blive sat ud af spillet. Social eksklusion er en af de vigtigste grunde til, at autisters livsforløb samlet set er betydeligt mere negative end gennemsnittets. 

Fordi autister kommunikerer anderledes, har vi brug for at vores omverden lærer at kommunikere med os på vores præmisser – for vi autister har hele vores liv kæmpet bravt for at lære at kommunikere på neurotypiskes præmisser. 

Det er derfor det er så vigtigt at vi som samfund nuancerer vores opfattelse af autisme, empati og social interaktion. Og at neurotypiske mennesker forstår at de også har et ansvar for at lære at være empatiske på andre måder, end normen foreskriver. Kun på den måde kan vi overkomme det dobbelte empatiproblem.